KLOKKEHISTORIEN- den lange vej til den første kirkeklokke i Norden
De første kirkeklokker i Norden hænger naturligt nok sammen med kristendommen
og dennes fremkomst i Norden.
|
De første meget tidlige missionsforsøg i Norden bestod af
irske og engelske munke, som ikke bare landede med deres små åbne skindbåde, curragh,
på den jyske vestkyst og i Norge, men som
drog ud til snart sagt alle verdenshjørner på en farlig færd.
Hvordan så disse munke ud? De kunne f.eks. være således udstyret:
Herunder måske den første tintinnabulum, Sct. Patricks klokke fra Irland:
Munkene fulgtes som regel ad i små grupper, og en af dem har sikkert båret på en tintinnabulum. Disse meget tidlige rejser i 600-tallet var at forstå som missionsrejser eller som eksilrejser eller pilgrimsrejser med mission som biprodukt i tilfælde af et møde med andre mennesker. I Norden er befolkningsantallet blevet anslået til at være bare 1-2 millioner mennesker i alt på denne tid, hvoraf de allerfleste befandt sig i de lettere tilgængelige områder, Danmark, Skåne og Viken (ved Oslofjorden). Derudover boede der mennesker på østersø-øerne: Bornholm, øland og Gotland samt i området omkring Mäleren oppe ved Stockholm. Man må nok gå ud fra, at resten af Norden stort set var ingenmandsland - kun beboet af skridfinner. (Kaldet sådan pga. deres måde at transportere sig på ved hjælp af ski). På Island var der endnu ingen mennesker, da de irsk/engelske munke nåede frem. Disse pilgrimsrejser opstod ud fra en ide om at erstatte det tidligere blodige "røde" martyrium med det "hvide" martyrium. Det "hvide" martyrium er tanken om det frivillige eksil som den højeste askese. I England og Irland var der på den tid allerede blomstrende kristne kulturcentre. Kristendommen ser ud hurtigt at optaget i samfundet af druiderne og disses stærke forbindelse med klanerne gav erimitterne mulighed for at drage afsted. Da de første vikinger ankom til Island kaldte de munkene ”papar”, som er det græsk-romerske ord for præst, jfr. den islandske ø "Papey", hvor de formodes at have boet. Datidens største kristne by Byzans (med 500.000 indbyggere) og begrebet "præster" var ikke ukendt område for vikingerne, der jævnligt rejste over de store floder til Østerled. Mødet mellem munke og nordboerne har sikkert ofte været skæbnesvangert for munkene, og der opstod derfor hurtigt en fremgangsmåde, der gjorde besøget sikrere. Hvis en allerede kristen fyrste ønskede at iværksætte et missionsforsøg i et såkaldt hedensk land, udnævntes der først en delegation, hvor lederen var en højtstående gejstlig, gerne en biskop. Evt. kunne der blive tale om en nødvendig forfremmelse, da det var vigtigt, at lederen af en sådan missions-delegation havde en høj titel. En for lav titel ville virke fornærmende og ikke give nok beskyttelse. Missions-delegationen med biskoppen i spidsen opsøgte da først landets høvding eller hersker for at vinde hans interesse og få beskyttelse og husly. Et land blev betragtet som kristent, hvis herskeren var døbt. Munkene vendte da gerne tilbage med lokale drenge, som de i fred og ro kunne arbejde videre med at opdrage og uddanne til missionærer til senere udsendelse i deres eget hjemland. En anden metode gik ud på at munkene simpelt hen destruerede de hedenske helligdomme, hvor de traf på dem. Da disse helligdomme befandt sig udendørs evt. i en hellig lund eller mose, var det ikke så svært. Men - det var i sagens natur meget risikabelt. Afvigende religiøse forestillinger blev traditionelt accepteret i Norden, men ikke vanhelligelse af og respektløshed overfor samfundets egne gamle helligsteder. Omkring 710 er den engelske missionær broder Willibrord på en nordlig missionsrejse, der går til friserkongen Radbod, til de vilde daneres land og til øen Helgoland (Fositeland). Han bliver venligt modtaget i Frisland, og med hæder hos danernes konge Angantyr (Ongendus), men han har dog ikke meget held med at omvende hverken den ene eller den anden. Angantyr giver ham dog 30 drenge med tilbage som forsøgskaniner for missionen. På vejen hjem strander følget på Helgoland, hvor de slagter stedets hellige køer - bogstavligt talt - og vanhelliger en hellig kilde. For denne forseelse må en del af dem lide en frygtelig død efter lodtrækning. Willibrord og mange andre af disse munke havde i øvrigt for vane at øve hærværk på hedningenes helligdomme, hvor de møder dem. Man aner en slags gengæld for disse munkes vanhelligelser af skandinaviske helligdomme i vikingernes voldsomme angreb på og ødelæggelse af klostre og salg af kristne slaver i de næstfølgende 200 års plyndringer og hærgen. Munkeklosteret på tidevandsøen Lindisfarne i det nordøstlige England blev som et af de første klostre udsat for angreb d. 6. juni 793. En del andre irske og engelske klostre bliver derefter ligeledes udsat for angreb og hærgen i den følgende tid, indtil det hele for vinkingerne nærmest bliver en vane. Årstallet 793 angives traditionelt som vikingetidens begyndelse. |
Det lidt senere munkevæsen, der styredes mere direkte
under pavestolen kom imidlertid til at konkurrere med de irsk/engelske munke.
En af disse, missionæren ærkebiskop Ebo af Reims var i sommeren 823 på missionstur i danernes land sammen med biskopperne Halitgar af Cambrai og Willerich af Bremen og her var det lykkes dem at døbe mange, jfr. egne opgørelser. Dette foregik i løbet af lange sommerophold i årene 824-827. Ebo havde dog ikke held til at omvende hverken nogen af de danske stormænd eller nogle af de danske konger. Bedre held havde munken Ansgar nogle få år senere; han, der senere bliver omtalt som "Nordens apostel". Ansgar overtager Ebo’s missionsarbejde. Den første danske konge, der døbes er Harald Klark i 826. Han var blevet fordrevet fra danernes land af Gotfred-sønnerne og kom med sin hustru og et stort følge på 400 mand og de blev alle døbt. Dette skete dog i udlandet på slottet Ingelheim ved Mainz. Dåben i udlandet en var en politisk handling, der skulle sørge for kejserens (Ludvig den Frommes) hjælp imod konkurrenterne derhjemme. Kejseren har nok været klar over dette, så han forlanger, at Harld Klarks søn Godfred bliver hos ham som gisel og garant for at der ikke forekommer et evt. tilbagefald. Ansgar fik til opgave at følge med Harald Klark tilbage til Danmark. Han bliver ledsaget af sin ven, munken Autbert. Med sig fik de bl.a. "kirketøj" og dermed havde de måske en tintinnabulum med sig i bagagen. Allerede i 827 måtte Harald Klark dog flygte ned sydpå igen til sit len i Rüstringen i Østfrisland imellem floderne Ems og Weber, et grevskab han havde fået i dåbsgave af kejseren, hvis han skulle komme i vanskeligheder nu da han var blevet døbt. Ansgar og Autbert skal være hvor Harald Klark befinder sig, og må derfor følge tilbage til kristent område med ham. Her dels opkøber de børn, dels får de børn leveret af Harald Klark selv og på den måde opretter de en kristen skole for drenge, men udenfor danernes land. I 829 bliver broder Autbert syg, kommer tilbage til klosteret og dør. Samme år kommer der udsendinge fra Svitjod (Sverige oppe ved Mäleren) til kejseren ved rigsdagen i Worms. Sendebudene nævner bl.a., at oppe i nord findes der folk, som længes efter den kristne gudsdyrkelse. Måske er de bare høflige. I hvert fald sker der nu en omrokering og Ansgar siger ja til at rejse op til Sverige. Han får en præst med ved navn Vitmar. Harald Klark, hos hvem der jo ikke rigtig sker noget, kommer der en anden præst ved navn Gislemar. I 830 påbegynder Ansgar rejsen op til Birka (Byrka) i Sverige, men ikke ad den normale og hurtige transitvej vest-øst tværs over Slesvig til Hedeby. (Den normale transportrute er op af Ejderen, (kaldet Fifeldor, senere Egidor, Eider, "Ægirs dør", havguden, altså med andre ord "Havets port"), op ad sideåen Treene til Hollingsted, omlastning til vogne og derpå 2 danske mil - 14km - over land til bunden af Slien, hvor der i Hedeby omlades til skibe og videre søfart østpå.) Men den danske kong Haarik I er fjende af Harald Klark, så Ansgar er ikke velkommen til at benytte transitruten. Skibet må i stedet sejle udenom Jylland og der angribes det oven i købet af vikinger på halvvejen, nok omtrent ved det nuværende Göteborg. Handelsfolkene kæmper det bedste de kan, men må til sidst opgive. Ansgar m.fl. overlever kun, fordi de springer overbord og svømmer i land. 40 bøger, al bagagen og alle kejserens gaver, heraf sikkert de sædvanlige kirkesager, går tabt. Havde der været en klokke og en tintinnabulum med her, så forsvandt disse også ved denne lejlighed. Nogle af købmændene vender om, idet de jo har mistet hele varelageret, men Ansgar og Vitmar fortsætter til fods igennem goternes land. Af og til bliver de taget om bord på både og på denne måde krydser de de store svenske søer. Omsider når de søstaden Byrka, hvor de modtages venligt af kong Bjørn. Byrka ligger mod øst på birketræs-øen Björkö og handelsstedet var dengang ca. halvt så stort som Hedeby handelsstad. Sendebudene orienterer kongen om, hvorfor munkene er kommet. (Kongen ventede åbenbart ikke besøg af munke!) De får lov at prædike og kongens ven og rådgiver Herigar, der var høvding over byen, bliver døbt og bygger en lille trækirke ved sin gård, sikkert udenfor Byrka. Ansgar og Vitmar kommer faktisk i kontakt med en hel del kristne fanger, der gerne vil høre evangeliet. Det var formentlig varelageret, som de kom i kontakt med, bestående af trælle fra sydligere egne, da Byrka jo ikke lå i krig med nogen. Vikingerne lavede en god fortjeneste ved at tage slaver på deres plyndringstogter og videreformidle dem til bl.a. Byzans. Hedeby fungerede da også som transithavn for dette foretagende. Sverige eller Svitjod betød på den tid området omkring Mäleren, i nærheden af det senere Stockholm. Ansgar og Vitmar opholdt sig der i 1&frac;12 år og rejste derefter tilbage sidst i 831 med et runebrev, altså en meddelelse udskåret i en træstok fra kong Bjørn som bevis for, at de havde udrettet noget. Ansgar vies til ærkebiskop over Norden samme år og indsættes i Hamburg (Hammaburg). Han får dog også et kloster (Turholt i Flanderen) som tilflugtssted, da Hamburg var et ret udsat sted. Her opretter han atter en drengeskole af indkøbte normanniske drenge fra slavemarkederne. I Hamburg var der nu fredelige tider i et par år, men så kommer der en dansk flåde til Frisland, hvor de hærger og plyndrer området og Dorestad snart sagt hvert eneste år. Haarik I Godfredsøn (814-854), der er konge i Danmark, er ikke alt for begejstret for situationen og han får travlt med at sende kontinuerlige beskeder til kejseren med forsikringer om, at han ikke har noget at gøre med disse overfald. (Den fordrevne Harald Klark - skønt døbt - var aktiv i disse plyndringstogter, en del plyndringstogter udgik sandsynligvis fra det len, han havde fået tildelt i Østfrisland.) Plyndringer længere sydpå forekommer også. Efter kejserens død i 840 deles riget i 3 dele og situationen bliver værre for Ansgar. Ansgars ærkebispesæde var ved Ludvig den Frommes død kommet under kong Ludvig den Tyske, som en del af Østfranken. Ansgars Turholt kommer under Karl den Skallede. Karl forsøger at knytte den meget plyndrings-aktive viking Regner Lodbrod (Reginar) til sig ved at forære ham Turholt. Ansgar mister altså Turholt og vikingen Reginar, der ikke er meget kristen-venlig, lukker skolen og sender drengene på markarbejde. (som om de var trælle) Munkene, som Ansgar havde til at hjælpe med det kirkelige arbejde, forlod ham og rejste hjem til Gl. Corbien. Ikke længe efter - sandsynligvis mindre end et år - bliver Karl vred på den ustyrlige Reginar og tager Turholt tilbage. Kejser Lothar forærede 841 Harald Klark mere land; Dorestad, øen Walkeren og resten af Frisland i et forsøg på at sætte en prop i til resten af området for at undgå de mange plyndringer, som Harald Klark ellers havde gang i sammen med de danske vikinger. Det er i disse år, at der er mange plyndringer, mange klostre og kirker bliver ødelagt eller udsat for hærværk og mange kristne tages som fanger og sælges som slaver. Ludvig den Tyske er nu et smut oppe på den anden side af Elben ved abboritterne for at indlemme deres land i sit rige og ikke mindst gøre dem skatskyldige. Dette blev for meget for den danske kong Haarik I, der betragter både frisernes og abboritternes land som sine skatskyldige. Han havde - på trods sine undersåtters krigeriske handlinger - i årevis havde forsøgt en fredelig linje overfor frankerne, men nu...! Haarik opruster med 600 skibe, som han sejler op ad Elben med til Hamburg. Hamburg bliver plyndret i 845 og afbrænder. Ansgars ærkebispesæde med hele håndskiftsbiblioteket, som Ludvig den Fromme har foræret ham, går op i røg. Danerne jager Ansgar ud af byen i "undertøj", næsten nøgen. Af en from frue ved navn Ikia får han gården Ramsola (Ramesloh) foræret. Den ligger ca. 30 km fra Hamburg. Ansgar får også i 847 i stedet for ærkebispesædet Bremen, som bliver lagt sammen med det der er tilbage af Hamburg og derefter er Bremen/Hamburg ærkebispesæde i Norden indtil 1104. En af hovedpersonerne bag alle vikingeplyndringerne var jo denne her viking Regner Lodbrod, (Reginar) som jo kendes fra mange historier (om ormegården mv.). Han er sikkert af sine ligemænd blevet betragtet som en ideal-viking. Historisk set vender han imidlertid pralende hjem til kong Haarik I's kongsgård med alt sølvet og guldet, som plyndringerne har akkumuleret, og her er der frankiske diplomater til stede. Den mægtigste mand i Saxen, Kobbo, er deres talsmand. Tilstedeværelsen af frankere i kong Haariks kongsgård tyder på, at de sammen med kong Haarik er ved at udrede mellemværendet med abboritternes skat og Hamburgs afbrænding. Vikingen Reginar lader imidlertid til at være smittet med en sygdom. Måske er det diarré; de har jo været i udlandet? Mange af deltagerne på togtet var på samme måde ramt. I det hele taget praler Reginal alt for meget og får til sidst jfr. frankerne en velfortjent ubehagelig død, som den hedning han jo er. Kong Haarik tager det som et dårligt varsel og benytter lejligheden til at henrette de vikinger, der ikke allerede er døde af sygdommen. Han løslader også deres kristne fanger. Bag ved alt dette ligger nok den kendsgerning, at Reginar efterhånden var blevet noget af en belastning for udenrigspolitikken. Måske blev han ligefrem forgivet. Et andet sagn fortæller, at han blev smidt i ormegård, dvs. ned til giftslanger = forgivet. Da vejen på denne måde er blevet ryddet, sender Kong Haarik derpå bud efter Ansgar og tillader ham at bygge Danmarks første kirke + et hus til en præst ved Hedeby i 849. Kirken er sikkert blevet bygget udenfor Hedeby, da dette er første gang kristendommen på den måde tillades i Danmark, og man ville vel helst være lidt diskret. Der er ikke givet tilladelse til klokkeringning. Om de har forsøgt sig vides ikke, men man ved, at der var en aktiv hedensk opposition til kristendommen tilstede i Hedeby. Ansgars kirke fik lov at blive bygget og det blev tollereret at præsten missionerede, men Jarl Howi i spidsen for byens ledende kredse forbød al klokkeringning. Selvom Reginar var en af de værste vikinger og måske derfor bliver ryddet af vejen med frankerne som hovedvidner, bliver livet dog kun en lille smule lettere for kong Haarik I. Vikingeplyndringerne var blevet en livsstil og en indgroet vane, og plyndringerne fortsætter i en grad, der får alle 3 frankerfyrster til at true kong Haarik med krig, hvis han ikke får kontrol over sine undersåtter. Haarik havde det altså ikke let og måtte i 850 oven i købet dele magten med 2 nevøer for at få fred. Vikingeplyndringerne fortsætter. I kong Haariks sidste år besøger Ansgar ham ofte, fordi kong Haarik er kommet til at sætte pris på ham. I 854 kommer der så en hær til Danmark under ledelse af en vis Gutorm, muligvis endnu en nevø af Haarik. Står frankerfysterne mon bag? Næsten hele kongeslægten og adelen udryddes i det 3 dage lange slag. Kong Haarik I og Gutorm selv bliver dræbt. Tilbage af kongehuset er der kun en lille dreng, der bliver konge under navnet kong Haarik II. Jarl Howi og de ledende kredse i Hedeby benytter sig straks af lejligheden og får kirken ved Hedeby lukket og præsten jaget væk. I 854 - efter 5 år - er den første kirke i Danmark atter lukket. Allerede i 855 kommer der dog et sendebud fra den nye konge Haarik II til Ansgar. Howi er smidt ud og Haarik II har fået samme rådgiver, som den gamle kong Haarik I havde. Haarik II beder om at få præsten sendt tilbage til Hedeby. Ansgar rejser derfor til Hedeby ca. 856 og modtages vel af Haarik II. Kristendommen tillades igen og kirken åbnes. Endda tillader Haarik II nu, at der ringes med en klokke ved Hedeby. I Ribe får Ansgar desuden en grund og en tilladelse til at bygge endnu en kirke og bolig til en præst. Præsten får lov at missionere, men der er ikke tilladelse til klokkeringning; Ribe er nyt område og en præst og kirke er vel nok i første omgang. Præsten, der sendes hedder Rimbert. Generelt forsøgte man at få lov til at etablere sig med kirke på de steder, hvor der allerede var kristne handelsfolk, nemlig i Hedeby (Haithabu) og i Birka (Byrka). Hedeby nævnes første gang i 810 og den er anlagt som en international handelsplads. Hedeby og Birka var de største byer i vikingetiden og derfor de eneste rigtig interessante områder for missionen, da man ligesom havde noget at gå ud fra. Birka var en befæstet international handelsplads med egne rettigheder. Byen lå indenfor skærgården i Mälaren, fjorden indenfor det nuværende Stockholm og var placeret øst på Björkö (birketræs-øen). Ribe blev anlagt imellem år 704 og 710. I Svitjod, Sverige sker der derimod følgende: I 828 er Ansgar sejlet til Birka i Sverige og vender først tilbage til Saxen i 831. Efter at Ansgar og Vitmar har forladt Byrka i 831, sender biskop Ebo en søstersøn ved navn biskop Gautbert op til Sverige sammen med præsten Nithard. Gautbert bliver af Ebo veludstyret med alt, hvad han behøver til sit embede. Dvs. at der kan være klokker med i bagagen, jfr. hvad vi ved fra Fuldaklosteret. Men i Sverige bliver biskop Gautbert forjaget fra Byrka af en ophidset folkemængde omkring 837-842. Måske har han ringet med kirkeklokker? Eller han har måske "besøgt" og udrenset det store hedenske tempel i Uppsala, der jo ligger i nærheden. Hans præst Nithard bliver ved den anledning dræbt. Uddrivningen foregår samtidig med kong Haarik I's utilfredshed med Ludvig den Tyskes skatteinddrivning hos abbotritterne og gengældelsesaktionen mod Hamburg og dets ærkebispesæde. Gautbert ender med at blive biskop i Ösnabruck og får aldrig lyst til at tage til Sverige igen. I årene 845-851 - måske længere - er der derfor ingen præst i sverige. Efter disse mindst 7 års vakance sender Ansgar i 851 en eremit Ardgar eller Hardegar) op til Byrka for at hjælpe Heringar som præst. Da Herigar dør også i 851, vender eremitten næsen hjem igen. I 852 rejser Ansgar selv til Sverige sammen med præsten Frimbert (Erimebert). Han er en nevø til Gautbert og broder til den dræbte præst Nithard. De rejser sammen med en præst af dansk afstamning, Anfrid. Biskop Gautbert holder stadig titlen som missionsbiskoppen i Sverige, en titel han har fået tildelt fra sin onkel Ebo, og Gautbert er derfor den, der udpeger Ansgars ledsagere. Rejsen foregår denne gang over transithavnebyen Hedeby og den tager derfor kun 20 dage. Der er en ny konge i Sverige, Olaf. Ansgar bliver vel modtaget af ham, forærer ham al bagagen og kongen bliver også døbt. Kirke og præst tillades igen. Ansgar rejser hjem igen. Imidlertid returnerer Gautberts to udsendinge fra Sverige allerede efter 3-4 år. De returnerer, fordi de har hørt, at Gautbert er død. Han dør o. 860. Den næste, der sendes af sted, er Ragenbert. Han sendes afsted af Ansgar, men omkommer på vej til Slesvig havn, fordi han bliver angrebet af danske vikinger/sørøvere. Biskoppen sender da en præst ved navn Rimbert med danske aner til Sverige, og det lykkes at få ham igennem. Der er ingen tvivl om, at Ansgar var en stor personlighed, men hans arbejde satte ikke store spor i Norden. I den nordligste mission, Sverige, der sikkert ikke har været et alt for populært udstationeringssted blandt præsterne, døde missionen ud med ærkebiskop Unnes d. 17. september 936, og landet blev hedensk igen. Nu kom der en vakance på mindst 100 år, og derefter var det den anden konkurrende kristne mission, de engelske missionærer, der genoptog arbejdet. Først og fremmest Sct. Sigfrid, der blev biskop i Växjö. Og denne gang lykkedes det. |
